Standarden for Bichon Frisé

Standarden

Anvendelse: Selskabshund

Klassifikation: FCI Gruppe 9 (Selskabshunde og skødehunde), Sektion 1 (Bichon'er og beslægtede racer).
Uden brugsprøve.

Helhedsindtryk: En lille, glad og munter hund med livlige bevægelser. Næsepartiet er middellangt, og pelsen med de lange, løse proptrækkerkrøller ligner pelsen på den mongolske ged. Den bærer sit hoved stolt og højt, og de mørke øjne er levende og udtryksfulde.

Hoved: Harmonisk afpasset efter kroppens størrelse.
Skalle: Føles temmelig flad, selv om pelsen får den til at virke hvælvet. Skallen er længere end næsepartiet.
Stop: Kun let markeret.
Næse: Næsen er afrundet, helt sort, med fin og blank hud.
Læber: Læberne er tynde og ret stramme, dog ikke så stramme som hos en Shipperke. De når kun så langt ned, at de netop dækker underlæben, men er aldrig tunge eller hængende. De er normalt sort pigmenterede helt til mundvigen. Underlæben må hverken være tung eller kunne ses (neden for overlæben); den må heller ikke være slap, så man ved lukket mund kan se de indvendige slimhinder.
Bid: Biddet er normalt, dvs at underkæbens fortænder er placeret umiddelbart op imod og bagved spidserne af overkæbens fortænder.
Næsepartiet: Næsepartiet må hverken være tykt eller svært, men heller ikke spidst. Kinderne er flade og ikke for muskuløse. Furen mellem øjenbrynsbuerne ses kun svagt.

Øjne: De mørke øjne, hvis øjenrande også er så mørke som muligt, er nærmest runde og ikke mandelformede eller skråtstillede. De er levende, ikke for store , og det hvide i øjnene må ikke kunne ses. Øjnene er hverken så store eller fremtrædende som på en Pekingeser eller Griffon Bruxellois. Øjenhulernes kanter må ikke være fremspringende, og selve øjeæblet må ikke være alt for udadhvælvet.

Ører: Ørerne er hængende, godt dækket af fintkrøllet og langt hårlag. De bæres rettet fremad, når hunden er opmærksom, sådan at deres forkant berører hovedet og ikke står skråt udefter. Ørerne er ikke så lange, at de som hos Pudlen kan nå til næsespidsen, men kun til midt på næsepartiet. De er for øvrigt også betydeligt smallere og mere tynde end hos Pudlen.

Hals: Halsen er temmelig lang og bæres højt og stolt. Den er rund, og fra at være ret tynd ved hovedet, bliver den gradvis bredere nedefter og glider blødt over i skuldrene. Halsens længde er rundt regnet en trediedel af kropslængden (forholdet er 11cm til 33cm for en hund med højden 27cm), idet man måler derfra, hvor skulderspidserne møder manken.

Krop:
Lænd: Bred og godt muskuløs; let hvælvet.
Kryds: Let afrundet.
Bryst: Brystkassen er veludviklet og brystbenet er markeret. De bagerste ribben er vel afrundede og ikke brat afsluttede. Brystkassen er temmelig lang.
Flanker: Flankerne er godt indtrukne mod bugen, og deres hud er tynd og stram, hvad der giver et ret myndeagtigt præg

Hale: Ansat lidt lavere i forhold til ryglinien end hos Pudlen. Normalt bæres halen løftet og yndefuldt buet i højde med ryglinien, uden at være oprullet. Den er ikke kuperet, og selve halen må ikke berøre ryggen, men halens pels falder dog ned over ryggen.

Lemmer:
Forpart: Set forfra er forbenene lige og lodret stillede, med fintbyggede knogler.
Skuldre: Ret skråstillede, ikke fremtrædende; af samme længde som overarmen, ca. 10cm.
Overarm: Må ikke stå udfra kroppen.
Albuer: Ikke udaddrejede.
Mellemhånd: Set forfra kort og lige; ganske let skråtstillet, set fra siden.

Bagpart: Bækkenet er bredt.
Lår: Brede og og muskuløse, godt skråtstillede.
Haseled: Sammenlignet med Pudlen er haserne mere vinklede.

Poter: Tørre og senede. Kløerne foretrækkes sorte - et ideal der er svært at opnå.

Hud: Pigmenteringen under den hvide pels foretrækkes mørk. Kønsorganerne er tilsvarende pigmenteret sort, blåligt eller beige.

Pels:
Hårlag: Fint silkeagtigt, i meget løse og lette proptrækkerkrøller, som minder om pelsen hos den mongolske ged. Pelsen er ikke flad og danner ikke snore, og den har en længde på 7 til 10 cm.
Klipning: Hunden kan vises med poter og næseparti let klippet.
Farve: Rent hvid.
Størrelse: Skulderhøjden bør ikke overstige 30 cm. Lille størrelse er et fortrin.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
- Let over- eller underbid.
- Pelsen flad, krøllet, danner snore eller er for kort.
- Hudens pigment fortsætter ud i pelsen og danner rødlige pletter.

Diskvalificerende fejl:
- Lyserød næse.
- Kødfarvede læber.
- Lyse øjne.
- Over- eller underbid så udtalt, at fortænderne ikke rører hinanden.
- Halen oprullet eller i spiralform.
- Sorte pletter i pelsen.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Standarden udgivet af FCI 18 marts 1997. Oversættelsen godkendt af DKK's standard komité juni 1997.

Ovennævnte er afskrift fra "Miniavisen" 37. årgang December 1997 Nr. 6 side 18-20.